Bredt flertal for bred undersøgelse af skattesag. Justitsminister lover kun hurtig afklaring på undersøgelsen.
Den undersøgelseskommission, som skal kulegrave myndighedernes håndtering af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag, er på trapperne.
Justitsministeriet oplyser, at kommissoriet for undersøgelsen ventes klar "i løbet af nogle uger".
Derefter bliver kommissoriet oversendt til Folketinget - og Udvalget for forretningsordenen - som formelt står for undersøgelsen.
Ifølge Justitsministeriet ønsker justitsminister Morten Bødskov (S) ikke på forhånd at kommentere kravet fra flere medlemmer af regeringspartierne om, at kommissoriet for undersøgelsen bør blive så bredt så muligt.
Der er altså ønske om, at søgelyset ikke kun rettes mod hovedpersonerne i Skatteministeriet, men også mod folketingsmedlemmer og personer omkring daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, støtter kravet om en sådan undersøgelse.
- Venstre ønsker en bred og åben undersøgelseskommission. Vi deltager gerne, hvis det ønskes - ligesom vi regner med, at andre vil, skriver Kristian Jensen på Twitter.
I forvejen undersøger Københavns Politi, hvem der kort tid før folketingsvalget i september lækkede Helle Thorning-Schmidts (S) skattepapirer til B.T.
Efter en henvendelse fra Skatteministeriet vil politiet nu også kigge på afsløringen af, at den tidligere skatteministers særlige rådgiver, eller spindoktor, Peter Arnfeldt, også tilbød Ekstra Bladet Helle Thorning-Schmidts fortrolige skatteoplysninger.
Loven om undersøgelseskommissioner fastslår, at møderne skal foregå for åbne døre, med mindre kommissionen finder, at dele af det vil være omgærdet af fortrolighedshensyn, så dørene må lukkes.
Loven angiver dog også, at personer, hvor "der må antages at foreligge mulighed for strafansvar", ikke har pligt til at udtale sig.
/ritzau/