Socialdemokraterne afviser regeringens ønske om at afskaffe efterlønnen og hæve folkepensionsalderen.
Forhandlingerne om at udfase efterlønnen og hæve folkepensionsalderen fortsætter uden Socialdemokraterne.
Som det første af de fem partier bag velfærdsforliget fra 2006 er Socialdemokraterne ude af forhandlingerne. Det siger Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt.
- Regeringen har besluttet at bryde velfærdsforliget fra 2006. Dermed skaber regeringen maksimal usikkerhed for de danskere, som troede de kunne regne med deres efterløn og folkepension, siger Helle Thorning-Schmidt.
Socialdemokraterne har blankt afvist at ændre på velfærdsforliget og dermed gå med til regeringens ønske om gradvist at udfase efterlønnen og hæve folkepensionsalderen for mere end 400.000 danskere.
Før mødet gjorde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) det klart, at Socialdemokraterne burde fremlægge partiets forslag til, hvordan man vil løse Danmarks økonomiske udfordring i 2020.
/ritzau/