S og SF er klar til at droppe højere selskabsskab, hvis pengene kan komme ind ved at spare på erhvervsstøtteordninger.
Erhvervslivet skal også være med til at sikre velfærden i Danmark. Det mener S og SF, der i sin økonomiske plan øger beskatningen på banker og multinationale selskaber.
- Erhvervslivet skal også være med til at hjælpe, siger SF's leder, Villy Søvndal.
Han rækker dog hånden ud til erhvervslivet ved at sige, at S og SF er klar til at droppe en højere selskabsskat, som S og SF ellers tidligere har foreslået.
- Vi vil tale med erhvervslivet. Vi vil diskutere, om vi kan få det samme beløb ind ved at omlægge erhvervsstøtteordninger, siger Villy Søvndal.
SF-formanden understreger, at der ikke er tale om en gavebod for erhvervslivet, for virksomhederne skal bidrage lige som andre.
- Kernen i vores plan er, at vi alle i fællesskab tager et ansvar. På sigt kommer der til at mangle arbejdskraft. Derfor skal vi alle yde en indsats og hjælpe hinanden, siger Villy Søvndal.
/ritzau/