Regeringen har ikke indregnet sin vækstpakke ved udregningen af underskuddet på statens budget, mener SF.
Statens underskud bliver hen ved 8 milliarder kroner større, end de 85 milliarder kroner, som er nævnt i regeringens forslag til finanslov, statens budget for 2012.
Det påpeger SF's finansordfører, Ole Sohn. Han henviser til, at regeringens vækstpakke ikke er indregnet i finanslovforslaget, som fremlægges onsdag af finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
- Underskuddet stiger til 85 milliarder kroner i udspillet til finanslov. Dertil skal jo lægges de 11 milliarder kroner, som skal lånes for at finansiere vækstpakken, siger Ole Sohn.
Nogle af de 11 milliarder kroner kommer ind igen, fordi vækstpakken fører til færre arbejdsløse og dermed færre udgifter til dagpenge til ledige.
- Underskuddet stiger vel med en 7-8 milliarder kroner, siger Ole Sohn, som også er gruppeformand i SF.
Et underskud på 85 milliarder kroner svarer til 4,6 procent af bruttonationalproduktet (BNP).
/ritzau/