Regeringen har både Dansk Folkeparti og Pia Christmas-Møller bag en sundhedsaftale og 2020-planen.
En sundhedsaftale til 200-300 millioner kroner faldt torsdag aften på plads mellem regeringen, Dansk Folkeparti og løsgængeren Pia Christmas-Møller.
Samtidig tilslutter Pia Christmas sig hele aftalekomplekset omkring regeringens økonomiske 2020-plan.
Det oplyser finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Dermed har regeringen atter sit flertal på plads, efter at Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen forlod forhandlingerne om en sundhedspakke og truede med at trække sin støtte til de allerede indgåede aftaler.
Sundhedsaftalen omfatter blandt andet en diagnose og udredningsgaranti og en pulje til lægebiler i udkantsområder. Desuden bevares fødeklinikken på Holstebro Sygehus, ligesom der afsættes penge til sundheds og akuthuse.
Den endelige finansiering skal forhandles på plads senere torsdag aften.
/ritzau/