Tusindvis af skolebørn, forældre og lærere må leve videre med konflikten på landets skoler. Selvom konflikten er gået ind i sin fjerde uge afviser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fortsat at gribe ind med et lovforslag, som kan stoppe konflikten.
Hun opfordrer i stedet lærerne og kommunerne til at sætte sig sammen og finde en løsning:
- Jeg kan godt forstå, at børnene savner deres skole rigtig meget, og for familierne er det her blevet rigtig besværligt. Det er svært at få hverdagen til at hænge sammen når børnene ikke har deres almindelige rutiner og er i skole, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun understreger, at regeringen følger situationen meget tæt, som man har gjort fra begyndelsen af konflikten.
- Men vi skal også huske på, at vi har en dansk model, som betyder, at man kan strejke og lockoute, og jeg vil stadig opfordre parterne til at komme tilbage til forhandlingsbordet, siger Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/