En halvering af dagpengeperioden fra fire til to år vil ramme de svageste familier hårdest, vurderer Københavns overborgmester, Frank Jensen.
Regeringens dagpengereform betyder, at flere tusind københavnere vil ende på kontanthjælp eller helt uden indkomst. Reformen vil få store konsekvenser for familier, der for en stor dels vedkommende allerede er svage, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen.
- Vi har ikke det fulde overblik over konsekvenserne endnu. Men et forsigtigt skøn er, at 2.000 københavnere - måske flere - vil havne på kontanthjælp eller helt uden indkomst, siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.
Formanden for Dansk socialrådgiverforening, Bettina Post, mener også, at den kortere dagpengeperiode vil få den konsekvens, at flere mennesker ender på kontanthjælp.
Hun vurderer, at de familier, som er økonomisk trængte, i højere grad vil banke på hos kommunerne og bede om hjælp til langt mere end førhen.
- Der vil komme flere arbejdsopgaver til kommunerne og større økonomiske udskrivninger, som der ikke er budgetteret med i forvejen, siger Bettina Post.
/ritzau/