Regeringen er sammen med DF og KD blevet enige om at skærpe udvisningsreglerne.
Det bliver fremover lettere at udvise kriminelle udlændinge, ligesom kommunerne får et kontant tilskud for hver udlænding, de får til at rejse igen.
Det er nogle af resultaterne af en aftale VK-regeringen har indgået med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.
Selv om integrationsminister Søren Pind (V) understreger, at det stadig vil være op til domstolene at afgøre, om en kriminel udlænding kan udvises, så fastslår han nu, at der i hvert fald ikke skal være noget i dansk lovgivning, som forhindrer en sådan. Fremover vil kun de internationale konventioner kunne forhindre det.
- Tvivlen skal komme udvisningen til gode og ikke den kriminelle, siger Søren Pind, som dog erkender, at Danmark efterfølgende risikerer at tabe sagerne ved den europæiske menneskerettighedsdomstol.
- Så løber vi en procesrisiko, forklarer integrationsministeren.
Ifølge Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup, vil et bandemedlem som fremover bliver taget i at stjæle en bil, nu kunne blive udvist.
- Med aftalen går vi lige til kanten af de internationale forpligtelser, siger Peter Skaarup.
Samtidig med de strammer udvisningsregler er partierne enige om, at kommunerne får et såkaldt resultattilskud for at få udlændinge til at vælge selv at rejse hjem igen. Præmien bliver 25.000 kroner per repatrieret.
/ritzau/