Ved sidste kommunalvalg for fire år siden var det kun hver tredje kontanthjælpsmodtager, der satte sit kryds i stemmeboksen - men det skal være anderledes ved efterårets kommunalvalg.
Det er budskabet fra tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen, som søndag sætter gang i en kampagne, der skal få danskere på bunden af samfundet til at bruge deres stemme ved det kommende kommunalvalg.
- Målet er meget simpelt. Vi skal have de mange socialt udsatte, som ikke stemmer, til stemmeurnerne den 19. november, siger Lisbeth Zornig Andersen, der i dag driver Huset Zornig, en organisation, som arbejder for at skabe bedre vilkår for socialt udsatte.
Ifølge Lisbeth Zornig Andersen føler mange socialt udsatte, at politiske beslutninger bliver taget hen over hovedet på dem - uanset om de stemmer eller ej.
Men i hendes øjne bliver de nødt til at begynde at øve indflydelse på de politiske beslutninger, som har konsekvenser for dem selv. Hvis det ikke sker, frygter hun, at uligheden vil fortsætte med at vokse.
- Vi er ved at få skabt et samfund med større og større forskel mellem rig og fattig, og jeg frygter, at vi får amerikanske tilstande med trailerparks, teltbyer og lignende, siger hun og fortsætter:
- Her lever de socialt udsatte isoleret i et parallelsamfund. Det ønsker jeg ikke skal ske i Danmark. Hvis vi vil bevare den sammenhængskraft, vi er kendt for i Danmark, så er det nu, vi skal arbejde for inklusion og ikke eksklusion af de socialt udsatte.
Kampagnen, som har fået navnet "Stemmer på kanten", vil blandt andet forsøge at få fat i de socialt udsatte ved at stemme dørklokker og aktioner på sociale medier, men også ved at afholde debatmøder og valgfester på væresteder og værtshuse.
- Vi rører nu op i gryden af hjemløse stemmer, og så er det op til politikerne at gøre sig attraktive for alle disse stemmer, siger Lisbeth Zornig Andersen og understreger, at kampagnen ikke er partipolitisk.
"Stemmer på kanten" vil først og fremmest have fokus på Lolland Kommune, hvor Lisbeth Zornig Andersen selv kommer fra.
/ritzau/