Det danske landshold på 4000-meter-forfølgelsesløb har vundet afstemningen om årets cykelrytter i Danmark.
For andet år i træk vinder det danske hold på 4000-meter-forfølgelsesløb titlen som årets cykelrytter.
Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Michael Færk Christensen, Jens-Erik Madsen og Casper Jørgensen blev i marts verdensmestre, da de besejrede Australien i finalen ved VM i banecykling i Polen.
Ved afstemningen slog holdet de fire øvrige nominerede, Jakob Fuglsang, Matti Breschel, Nicki Sørensen og verdensmestrene i parløb, som er identiske med to af vinderne, Michael Mørkøv og Alex Rasmussen.
Sidste år vandt det danske 4000-meter-hold hæderen efter sølv ved både OL og VM.
Kåringen er foretaget ved en afstemning blandt læserne af CyclingWorld, som er Danmarks Cykle Unions officielle blad.
/ritzau/