AaB vandt ubesværet 2-0 over FC Midtjylland, der mere lignede et bundhold end en medaljekandidat.
Så skete det, som for bare en måned siden virkede usandsynligt: AaB er over nedrykningsstregen.
Det er resultatet efter 2-0-sejren over FC Midtjylland, og nordjyderne er nu ubesejrede i de seneste fem kampe, hvilket er holdets bedste stime i indeværende sæson.
Sejren var ganske fortjent, for det er en helt anden aggressivitet og tro, der præger AaB's spil for tiden, og i denne kamp formåede holdet at overmatche FCM's medaljeaspiranter i alle spillets facetter.
Midtjyderne nåede ikke frem til én eneste kvalificeret afslutning i hele første halvleg, og træner Glen Riddersholm måtte undervejs rejse sig og råbe sine spillere op for at få dem længere frem på banen.
Det skal nævnes, at FCM var hårdt ramt af skader i defensiven og derfor måtte starte kampen med to debutanter i forsvaret: Den blot 17-årige Alexander Ludwig og 20-årige Jesper Lauridsen.
Det bør dog ikke undskylde en generelt fattig offensiv indsats fra topholdet, som i høj grad mangler en boksspiller til at forstyrre modstanderens forsvar, noget som AaB til gengæld har fundet i Morten "Duncan" Rasmussen, der scorede sit femte mål i 10 kampe for holdet.
AaB er nu strøget helt op på syvendepladsen i Superligaen. De øvrige hold spiller dog først søndag og mandag. /ritzau/