Århus Håndbold-træner Erik Veje Rasmussen kalder AG København et klassehold, der ikke har spillet prangende.
Træner for Århus Håndbold, Erik Veje Rasmussen, mener ikke, at det nye storhold i dansk håndbold, AG København, har imponeret trods en førsteplads i Danmarks bedste række, Jack & Jones Ligaen.
Det fortæller Veje Rasmussen til B.T. forud for lørdagens kamp mellem Århus Håndbold og AG København.
- Hvis klasse er et spørgsmål om, hvilke spillere de har til rådighed, så er AG et klassehold. Så er det helt ekstraordinært, hvad de har. Det er internationale topspillere allesammen.
- Men ser man på, hvad de har leveret i denne sæson, så har det vel ikke været prangende med de folk, fastslår Erik Veje Rasmussen, der ikke føler, at lørdagens modstander hverken offensivt eller defensivt har leveret det, man kunne forvente.
- Det har angrebsmæssigt været middelmådigt med nogle kæmpestore individuelle præstationer.
- Forsvarsmæssigt har der heller ikke været noget at skrive hjem om. Men de har et jerngodt forsvar, fordi de holder mand til mand, forklarer Århus-træneren.
Århus Håndbold, der indtager andenpladsen i Jack & Jones Ligaen, gæster AG København klokken 14.30.
/ritzau/