Foran 8229 tilskuere i Aarhus spillede AGF og AC Horsens lørdag aften 0-0 i en bundkamp, hvor begge hold havde alle muligheder for at tage de tre point.
Osama Akharaz brændte 10 minutter før straffespark, efter Søren Larsen var blev revet ned i Horsens-feltet.
Forinden havde AC Horsens haft de største muligheder. Både Martin Spelmann og indskiftede Esben Petersen missede oplagte chancer mod en storspillede AGF-målmand, Steffen Rasmussen.
I første halvleg var det AC Horsens-angriberen André Bjerregaard, der i flere omgange var tæt på at bringe udeholdet foran. Hver gang lukkede Steffen Rasmussen dog flot af.
AGF havde også deres muligheder i de første 45 minutter. Specielt Stephan Petersen var farlig på sin højre kant.
Et minut inde i kampen blev han spillet fri mod Horsens mål. Kanten, der spillede sin kamp nummer 100 for AGF, faldt til jorden efter en løbeduel med en Horsens-forsvarer. Dommer Michael Svendsen fløjtede dog ikke straffespark her.
Michael Svendsen var også i fokus kort tid efter, da Stephan Petersen kom fri i feltet efter en duel med to Horsens-spillere, som begge røg i græsset. Her blev der fløjtet frispark til udeholdet.
Og kampen endte altså 0-0, selvom AGF efter det brændte straffespark havde flere muligheder for score det vindende mål.
Det betyder, at AC Horsens for en stund kravler over stregen med 28 point.
AGF skaber lidt luft til bunden og har nu syv point ned til Brøndby og Silkeborg, der mødes søndag.
AGF skal næste weekend en tur til Parken, hvor de møder FC København. AC Horsens får hjemme besøg af Randers FC.
/ritzau/