Martin Skrtel scorede mål og selvmål i Liverpools 1-2-nederlag til Tottenham på White Hart Lane.
Daniel Aggers konkurrent til pladsen i Liverpools forsvar slovakken Martin Skrtel spillede førsteviolin i begge ender af banen, da Tottenham besejrede Liverpool 2-1 på hjemmebane i Premier League.
Tottenham bød Liverpool velkommen på White Hart Lane med synlig selvtillid efter friske sejre over Werder Bremen og en historisk udebanesejr over Arsenal.
Men to hurtige skader og følgende udskiftninger af blandt andre topscorer Rafael van der Vaart i første halvleg, stækkede målfarligheden hos hjemmeholdet.
I stedet satte Martin Skrtel skub i målscoringen, da han først fik hovedet og kort efter foden på et frisparksindlæg fra Raul Meireles. Det var hans tredje scoring i 69 kampe i Premier League.
Men dermed var slovakken ikke færdig som målscorer. I anden halvleg satte Skrtel sidste fod på et imponerende sololøb af Modric, og dermed efterlod slovakken Liverpool-målmand Pepe Reina chanceløs.
Liverpool var på hælene igennem store dele af kampen. Flere gange måtte de røde trække nødbremsen, da Tottenhams hurtige midtbanespillere kom stormende fra alle kanter.
Længe savnede Tottenham den afgørende farlighed foran målet, hvilket Jermain Defoe demonstrerede yderligere, da han brændte et straffe midt i anden halvleg. I overtiden lukkede Aaron Lennon dog kampen til 2-1 for Tottenham.
Christian Poulsen kom ikke på banen for Liverpool.
/ritzau/