Alberto Contador mister yderligere 23 sekunder til Andy Schleck efter dagens holdtidskørsel i Tour de France.
Det gik ikke så slemt som frygtet for Saxo Bank-Sungard, da Tour de France-feltet søndag begav sig ud på dette års holdtidskørsel.
Bjarne Riis' mandskab leverede en fremragende indsats på de 23 kilometers kamp mod uret, som blev tilbagelagt i tiden 25,16 minutter.
Det var blot 23 sekunder mere end rivalerne fra Leopard Trek, og dermed undgik Alberto Contador at sætte alt for meget tid til i forhold til sin podiekonkurrent Andy Schleck.
Det var på forhånd ventet, at tidstabet kunne nå op på 40 sekunder eller måske endda et minut.
- De leverede en absolut toppræstation, og jeg er virkelig tilfreds. Jeg synes, at de kørte rigtigt, rigtigt hurtigt, sagde Bjarne Riis, efter at holdet var kommet i mål.
Saxo Bank-Sungard mistede tre mand undervejs, idet spanierne Benjamin Noval David Navarro og Jesus Hernadez ikke kunne følge holdkammeraterne hele vejen.
Det betød dog ingenting, for det er femtemandens tid, der tæller, og den var god.
Ganske vist ikke helt så god som Leopard Trek, der havde den firfoldige verdensmester i enkeltstart, Fabian Cancellara som motor i front, mens Andy og Fränk Schleck nede bagi lukrerede på holdkammeraternes arbejde.
Luxembourgerne var henholdsvis fire sekunder og otte sekunder hurtigere end Saxo Bank-Sungard ved første og anden mellemtid, inden det altså lykkedes at øge endnu mere mod slutningen.
/ritzau/