Bayern-præsident kalder forholdene i Fifa for skandaløse og beder Sepp Blatter tage en snak med sig selv.
Bayern München-præsident Uli Hoeness er på ingen måder imponeret over den måde, det internationale fodboldforbund (Fifa) har fået fremstillet fodbolden i den seneste tid.
Det er især bestikkelsessagerne omkring tildelingen af VM-værtsskaberne i 2018 og 2022, der har gjort Hoeness rasende.
- Det er en skandale, som tingene foregår. Det forholder sig åbenbart sådan, at man ikke kan have succes med en ansøgning, hvis der ikke samtidig bliver betalt penge under bordet, siger Hoeness til Sport Bild onsdag.
- Jeg kan kun sige, at Fifa i øjeblikket ikke undlader en eneste mulighed for at træde i spinaten. Den ene skandale efterfølger den anden. Derfor må jeg sige, at sådan ødelægger man fodboldens image, raser Hoeness videre.
VM-værtsskaberne i 2018 og 2022 gik til henholdsvis Rusland og Qatar. Det var i sig selv forbløffende, når man ser på de andre kandidatlande.
England mener, at landet bevidst blev fravalgt som 2018-vært, fordi det var i engelsk presse, at flere af Fifas eksekutivmedlemmer var blevet udstillet som korrumperede.
Hoeness efterlyser, at præsident Sepp Blatter "spørger sig selv, hvorfor han ikke længere har noget greb om tingene. Men så kommer jo bare den næste Fifa-repræsentant, som ikke er en døjt bedre."
Også fra den internationale olympiske komité (IOC), der bestemt selv har kæmpet med sine korruptionsproblemer, bliver der luftet bekymring over situationen i Fifa.
Til Süddeutsche Zeitung siger præsident Jacques Rogge, at man har ønsket Rusland og Qatar tillykke med værtsskaberne - "ikke Fifa."
- Vi er ikke en verdensregering for alle forbundene, vi har kun moralsk indflydelse, siger han.
/ritzau/