Danske Bank bliver fra 1. januar 2012 ny hovedsponsor for det danske fodboldlandshold, erfarer Ritzau.
Danske Bank bliver ny hovedsponsor for Dansk Boldspil-Union (DBU) og fodboldlandsholdet. Det erfarer Ritzau.
Banken træder til fra 1. januar 2012, hvor den erstatter Arla og Dong Energy, som stopper som hovedsponsorer.
De to selskabers aftale med landsholdet løb egentlig til og med VM i Brasilien i 2014, men Arla og Dong valgte uafhængigt af hinanden i sidste måned at gøre brug af en klausul i kontrakterne med DBU om at opsige sponsoratet.
Med opsigelserne mister DBU 7,5 millioner kroner årligt fra hver af de to selskaber. Det er endnu uvist, hvor mange penge, Danske Bank sender af sted mod DBU.
Det vides heller ikke, hvor lang aftalen er. DBU har allerede meldt ud, at unionen ikke udtaler sig om den nye hovedsponsor før et pressemøde mandag klokken 15.
Arla og Dong Energy har været sponsorer for det danske landshold i henholdsvis 25 og 8 år. De to virksomheder har været fælles hovedsponsor siden 2004.
På fredag møder landsholdet Cypern på udebane i EM-kvalifikationen, mens det fire dage senere gælder Portugal i Parken.
Hvis Danmark vinder begge kampe, eller hvis resultaterne flasker sig på anden vis, kvalificerer Morten Olsens mandskab sig til næste sommers EM-slutrunde i Polen og Ukraine, hvor Danske Banks logo altså vil være at finde på spillertrøjerne.
/ritzau/