Der bliver alligevel ikke debut til Brøndbys hollandske nyerhvervelse Khalid Boulahrouz, når klubben tager imod Viborg på Brøndby Stadion søndag eftermiddag.
Træner Thomas Frank havde ellers udtaget midterforsvareren med det frygtindgydende kaldenavn "Kannibalen" til sin 21-mands-trup til kampen, men Boulahrouz er søndag hverken at finde på bænken eller på banen.
Det sker, selv om Brøndby må undvære en anden midterforsvarer Martin Albrechtsen, der er skadet.
Boulahrouz' Brøndby-debut er imødeset med spænding, fordi hollænderen kommer til Danmark med et flot cv, der inkluderer 35 hollandske landskampe og en fortid i en række storklubber.
I stedet danner tilbagevendte Michael Almebäck forsvarsduo med Dario Dumic.
/ritzau/