Fodboldkommentator Morten Bruun ser Michael Laudrup som den helt oplagte kandidat som ny landstræner.
Den ligger lige til højrebenet. Michael Laudrup er oplagt som ny dansk landstræner, når Morten Olsen stopper ved kontraktudløb i sommeren 2012. Det mener den tidligere landsholdsspiller og nuværende fodboldkommentator Morten Bruun.
- Et navn som Michael Laudrup skal jo ind i overvejelserne. Det er helt oplagt. Det siger jeg også, fordi jeg synes, at vi skal have en international profil. Og jeg kan ikke se nogle af de nuværende Superliga-trænere som landstrænere, siger Morten Bruun.
Et job som dansk landstræner er et internationalt job, og vil ifølge Bruun også kræve et internationalt topnavn.
- Det er ikke ballast nok at have trænet Viborg, Silkeborg eller Randers. Det er efter min opfattelse kun Michael Laudrup af danske trænere, som kan komme i spil, mener Morten Bruun.
Den tidligere Silkeborg-træner vurderer, at det er særdeles realistisk, at Michael Laudrup med halvandet år til at køre sig selv i stilling som landstræner vil sige ja tak til et eventuelt jobtilbud fra Dansk Boldspil-Union.
- Det er absolut realistisk. Og han vil selvfølgelig også have en umiddelbar interesse i et job som dansk landstræner. Den ligger lige til højrebenet, fastslår Morten Bruun.
/ritzau/