Sprinteren Mark Cavendish vandt sin anden etapesejr i Giro d'Italia, selv om han blev presset af rivalerne.
Der var flere styrt på de sidste farlige sving før afslutningen af 12. etape i cykelløbet Giro d'Italia. Men Mark Cavendish nåede fri af uheldene og viste sig hurtigst i en mindre massespurt blandt de undslupne ryttere.
Cavendish fra HTC-Highroad vandt dermed sin anden i årets Giro d'Italia, der blev meget kaotisk til slut.
I spurten så det ellers ud som om, at italieneren Alessandro Petacchi var ved at indhente Cavendish på de sidste meter, men briten skruede op for tempoet, da han fornemmede faren.
Petacchi gav op og sluttede som treer, mens Davide Appollonio nåede ind over stregen som nummer to.
Først noget tid efter kom resten af feltet kørende ind over målstregen, men da styrtene skete efter tre-kilometer-mærket, bliver alle noteret for samme tid som vinderen.
Dermed skete der ingen forskydninger i den samlede stilling, hvor Saxo Bank-Sungard-kaptajnen Alberto Contador stadig fører samlet, 59 sekunder foran Konstantin Sivtsov (HTC-Highroad).
/ritzau/