FIF's håndboldkvinder kan uden at blinke eller lyve hævde, at de næste sæson råder over ligaens stærkeste målmandsduo.
Ikke nok med at holdet igen får glæde af Karin Mortensens redninger. Christina Pedersen har også besluttet sig for at vende tilbage til Frederiksberg-klubben.
- Jeg har spillet i rigtigt mange år, og efter at have været ude at opleve lidt i Jylland, så vil jeg gerne tilbage til København, og så var det jo oplagt, at jeg skulle spille, hvor jeg startede, siger hun til sporten.tv2.dk.
Christina Pedersen har spillet to sæsoner i Viborg, som hun skiftede til efter at have vogtet målet i FIF.
Opholdet i det jyske har blandt andet kastet en titel som "Årets Landsholdsspiller" af sig i denne sæson, men savnet til københavnsområdet og kæresten blev for stort for den erfarne landsholdskeeper.
/ritzau/