Selvom Alberto Contador måtte nøjes med tredjepladsen, satte han sine værste konkurrenter eftertrykkeligt.
Det kan næsten ikke gå galt for Alberto Contador i årets Giro d'Italia, hvor han søndag på 15. etape øgede afstanden til sine nærmeste konkurrenter betragteligt.
Sejren på kongeetapen gik til Euskaltel-rytteren Mikel Nieve, men spanieren er ikke i nærheden af at true Alberto Contador i den samlede stilling.
Contador kom ind på en tredjeplads, et minut og 51 sekunder efter Nieve, som rykkede op på sjettepladsen.
Den vigtige nyhed for det danske hold Saxo Bank-Sungard var imidlertid, at Alberto Contadors umiddelbart værste konkurrent Vincenzo Nibali blev sat med et minut og 41 sekunder.
Kun Michele Scarponi kunne - næsten - holde trit med Contador, og dermed overtager Scarponi andenpladsen i løbet. Han er nu 4.20 efter Saxo Bank-Sungards spanier, mens Nibali er fem minutter og 11 sekunder efter Contador.
Søndagens kongeetape i Giro d'Italia blev en spændende demonstration af, hvordan Alberto Contador ville vinde løbet, hvis det gik op ad bakke, mens Vincenzo Nibali ville vinde, hvis det gik nedad.
Hver gang Alberto Contador stak af på stigningerne, lykkedes det Vincenzo Nibali at kæmpe sig tilbage med hasarderede nedkørsler på de regnvåde veje.
Italieneren kunne hurtigt hente et minuts forspring, og således var det dødt løb før den sidste stigning op mod Val di Fassa Gardeccia.
Her stak Saxo Bank-Sungard-rytteren igen væk fra sine konkurrenter, og denne gang uden følgere. Dermed kunne Contador snuppe tredjepladsen.
Rytterne kan nu se frem til hviledagen mandag efter en ualmindelig hård weekend i Giro d'Italia.
Etapens store eventyrer var den tidligere Giro-vinder Stefano Garzelli, som indledte sin solokørsel 60 kilometer fra mål.
Med sammenbidte tænder kæmpede han sig over de sidste bjergpas og holdt lige til det sidste bjerg, hvor han imidlertid blev hentet af spanieren Mikel Nieve, som han ellers havde vinket farvel til 50 kilometer tidligere.
Kort efter kørte Mikel Nieve væk fra Garzelli, og spanieren holdt til mål, hvor han snuppede den anden etapesejr i træk til Euskaltel.
/ritzau/