FCK's sportsdirektør, Carsten V. Jensen, kalder FCM's talentrekruttering for "teenage-følelsesporno".
En regulær ommer.
Sportsdirektør i FC København Carsten V. Jensen er absolut ikke begejstret for FC Midtjyllands initiativ, hvor klubben rekrutterer talenter via et tv-program.
- Der er indgået aftaler mellem klubberne i ligaen om, hvordan vi arbejder i respekt for hinanden og for dansk fodbold. I sidste ende er det op til den enkelte klub at finde grænsen for, hvad der går an, og hvad der ikke gør.
- Efter min mening er grænsen nået, når talentrekrutteringen sker gennem tv-programmer i stil med X Factor med tilhørende "teenage-følelsesporno" for åben skærm. Helt ærligt Søren Bach, Jens Ørgaard og TV2: Det er en ommer, skriver sportsdirektøren på FCK's hjemmeside.
Han slår dog også fast, at han "har stor respekt for klubbens fremsynethed, frækhed og den almindelige provokation af systemet". Men ved tv-rekrutteringen siger Carsten V. Jensen altså stop.
På den baggrund giver Carsten V. Jensen aftenens kamp mellem de to klubber følgende karakteristik med på vejen:
- Det er således ikke bare en fodboldkamp, vi skal være vidne til i dag, men en kamp mellem to tankegange - to forskellige modeller for, hvordan man kan drive professionel fodbold i Danmark med succes.
/ritzau/