Jan Kristiansen håber, at lørdagens mål bliver vendepunktet i en karriere, der længe har stået på standby.
Han har været på landsholdet og spillet i Bundesligaen, men de seneste år har Brøndbys midtbanespiller Jan Kristiansen set de fleste kampe fra bænken.
Lørdag kunne han dog smile lidt efter at have sikret Brøndby en 1-0-sejren mod Silkeborg.
- Jeg håber og tror på, det her kan blive enden på den dårlige stime, sagde Jan Kristiansen.
Trods scoringen i overtiden misbrugte vestjyden ikke de positive tillægsord, og han mindede egentlig mest af alt om en spiller uden den store selvtillid. Noget han da også indrømmer at have manglet i længere tid.
- Hvis man kommer ind i en stime uden så meget selvtillid, så bliver det svært. Selvtillid er så vigtig i fodbold. Men før eller siden får man hul på bylden, så det handler bare om at klø på, sagde Jan Kristiansen.
- Det er et nederlag hver gang, man starter ude.
Lørdag startede han også ude, men kom ind i anden halvleg, hvor han altså afgjorde slaget. Og fra bænken var han godt tilfreds med sine holdkammeraters indsats på banen.
- Det så fornuftigt ud, selv om det aldrig blev rigtigt farligt. Men jeg synes, det var tydeligt at se, at gutterne befinder sig bedre i 4-3-3 end i 4-5-1, siger Jan Kristiansen.
Cheftræner Henrik Jensen havde nemlig valgt at ændre formation inden dagens kamp, fordi han vidste, at Silkeborg ville spille afventende og lukrere på Brøndbys fejl. Og taktikken lykkedes og sikrede en godkendt sæsonstart.
- Jeg er godt tilfreds på den måde, at vi har fået fire point. Og så fik vi endelig slået Silkeborg, som stod med 11 mand på egen banehalvdel, sagde Henrik Jensen.
Største minus for Brøndby var den skade, som Martin Bernburg fik, da han vrikkede om på sin ankel. Dog vidste ingen i Brøndbylejren efter kampen, hvor slem skaden var.
/ritzau/