Danmark er eneste ansøgerland til at arrangere VM i håndbold for kvinder i 2015.
På torsdag bliver Danmark tildelt værtskabet for VM i håndbold for kvinder i 2015.
Det synes at være den eneste logiske konklusion, efter at det internationale håndboldforbund (IHF) mandag offentliggjorde navnene på ansøgerlandene.
Mens fire lande er med i kapløbet om at arrangere herrernes slutrunde, så er Danmark eneste ansøger i 2015 på kvindesiden.
Danmark har en enkelt gang tidligere, i 1999, været vært for en VM-slutrunde.
Dengang var det dog kun en begrænset mængde kampe, der blev afviklet i Danmark, mens størstedelen af VM-kampene blev spillet i Norge.
Ansøgerlandene til herrernes VM-slutrunde i 2015 er Frankrig, Polen, Norge og Qatar. /ritzau/