Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn vinder deres anden Denmark Open-titel efter en rodet finale i tre sæt.
Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn sikrede sig søndag karrierens anden Denmark Open-titel, da danskerne trods et mislykket andet sæt besejrede det engelske par Jenny Wallwork og Nathan Robertson med cifrene 21-12, 12-21, 21-9.
Begge par fik en lidt usikker start på kampen, men Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn var de hurtigste til at få styr på spillet. Med hjælp fra en masse uprovokerede fejl fra et nervøst engelsk par gik danskerne fra stillingen 5-5 til en føring på 11-5 i første sæt.
Englænderne, der overraskende havde spillet sig hele vejen til finalen, fik efterhånden lidt mere styr på nerverne, men det var stadig danskerne, der styrede kampens første sæt på banen i Odense Idrætspark.
Det engelske par havde stadig svært ved at holde bolden inden for linjerne, og Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn vandt ubesværet sættet 21-12.
Det skulle dog vise sig, at danskerne fik langt mere at se til i andet sæt. Jenny Wallwork og Nathan Robertson spillede med en fornyet gejst, og det var nu danskernes tur til at skyde bolden alt for meget i nettet og ud over baglinjen.
Englænderne spillede sig i front med 11-5, og selvom Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn prøvede at komme tilbage i sættet, fandt parret aldrig rytme i spillet. Englænderne gjorde igen kampen helt åben ved at vinde sættet 21-12.
Spillerytmen og gejsten, som danskerne manglede i andet sæt, fandt de til gengæld frem i tredje og afgørende sæt. Danskerne tog igen styringen og bragte sig overbevisende på 11-4.
Den danske dominans holdt sættet ud, og med en sejr i tredje sæt på 21-9 var Denmark Open-titlen på danske hænder. Det er tredje år i træk, at titlen går til et dansk par.
/ritzau/