DBU-generalsekretær afviser, at Michael Laudrup er i spil til landstrænerposten, efter han stopper i Spanien.
Michael Laudrups skilsmisse med Mallorca har igen åbnet for spekulationer om, at han kan vende hjem til Danmark og blive landstræner, selvom han tidligere har afvist denne mulighed.
Men det afviser generalsekretæren i Danmarks Boldspil Union (DBU), Jim Stjerne Hansen, som egenhændigt bestemmer, hvem der skal overtaget jobbet som landstræner, når Morten Olsens kontrakt udløber næste sommer.
- Michael Laudrups situation i forhold til landsholdet er ikke ændret i forhold til, at han stopper i Mallorca. For det, vi diskuterede, var, om han ville være kandidat næste sommer, og det har han tilkendegivet, at det var han ikke.
- Og det ændrer formentlig ikke ved Michaels egen holdning til timingen med at blive landstræner næste år, siger Jim Stjerne Hansen til DR Sporten.
Generalsekretæren afviser ikke, at Michael Laudrup kan blive landstræner senere i karrieren, men ikke nu.
- Han er på et tidspunkt i sin karriere, hvor han vil forfølge klubtræner-drømmen et stykke endnu, så sådan er det, siger Jim Stjerne Hansen.
Michael Laudrup meddelte tirsdag, at han forlader den spanske klub RDC Mallorca på grund af uoverensstemmelser med sportsdirektøren Lorenzo Serra Ferrer.
/ritzau/