Det professionelle cykelhold Team Novo Nordisk er med for første gang, når Post Danmark Rundt begynder på onsdag i Silkeborg.
Holdet, som består af ryttere med type 1 diabetes, har som formål at udbrede kendskabet til sygdommen.
- Når man bliver diagnosticeret med en kronisk sygdom som diabetes, kan man have brug for at blive mindet om, at det stadig er muligt at leve det liv, man ønsker, siger Phil Southerland, medstifter og direktør for Team Novo Nordisk, i en pressemeddelelse.
- Cykelrytterne på Team Novo Nordisk har alle diabetes og er et godt eksempel på, at man kan realisere sine drømme og ikke skal acceptere begrænsninger på grund af en kronisk sygdom, siger Phil Southerland, som selv har type 1 diabetes.
Danmarks Cykle Unions løbsdirektør, Jesper Worre, ser som arrangør frem til at byde cykelholdet velkommen i det danske etapeløb, der varer fra den 31. juli til den 4. august.
- Team Novo Nordisk har et andet og bredere formål end de typiske cykelhold, og vi glæder os derfor over den ekstra dimension, det giver Post Danmark Rundt, at de deltager, siger Jesper Worre.
Team Novo Nordisk stiller med følgende hold til Post Danmark Rundt: Martjijn Verschoor (Holland), Stephen Clancy (Irland), Christopher Williams (Australien), Kevin De Mesmaeker (Belgien), Justin Morris (Australien), Andrea Peron (Italien), Paolo Cravanzola (Italien) og Fabio Calabria (Australien).
/ritzau/