Bestyrelsesformanden for Anti Doping Danmark forstår ikke, hvordan Alberto Contador kan få et års karantæne.
Det giver ingen mening, at det spanske cykelforbund har tildelt Alberto Contador et års karantæne.
Det siger professor Jens Evald, der er bestyrelsesformand for Anti Doping Danmark.
- Jeg har hele tiden ment, at han enten skulle have to år eller frifindes, siger Jens Evald til Berlingske.
Anti-dopingformanden er nysgerrig efter at se præmisserne, som spanierne har benyttet for at nå frem til længden på Saxo Bank-Sungard-rytterens karantæne.
- Et år forstår jeg ikke, og det er derfor, at jeg gerne vil have begrundelsen, siger juraprofessoren til Berlingske.
Han henholder sig til, at spanieren enten er fundet skyldig eller ikke-skyldig. Afhængigt af, hvad spanierne nåede frem til, burde sagen kun kunne ende med frifindelse eller to års karantæne.
- Contador har hele tiden sagt, at han fik det ved at spise en bøf. Hvis det står til troende, skulle han frifindes. Ellers skulle han have to år. Men lad os nu se, jeg venter på den officielle melding, siger Evald til avisen.
En forklaring på længden kan være, at italieneren Alessandro Colo i efteråret blev tildelt netop et års karantæne i en sag, hvor han også hævdede at have spist en forurenet bøf.
/ritzau/