Der tegner sig et mere og mere broget billede af jamaicansk elitesport.
Torsdag kom det frem, at en fodboldspiller fra det jamaicanske landshold er blevet testet positiv for brug af doping.
Jamaicas fodboldforbund (JFF) oplyser, at en spiller - navnet er ikke offentliggjort - den 11. juni har afgivet en positiv urinprøve i forbindelse med en kamp i VM-kvalifikationen mod Honduras.
- JFF tager sagen meget alvorligt, og vi er allerede gået i gang med en tilbundsgående undersøgelse, skriver forbundet på dets hjemmeside.
Det var det internationale fodboldforbund, Fifa, der udførte dopingkontrollen.
Jamaica indtager sidstepladsen i VM-kvalifikationen med to point efter seks kampe.
Jamaicansk elitesport har været i store problemer den seneste måned, efter at det er kommet frem, at sprinterne Asafa Powell, Sherone Simpson og Veronica Campbell-Brown har afgivet positive dopingprøver.
Det samme har de to diskoskastere Allison Randall og Traves Smikle.
/ritzau/