Lolland-Falster Alliancen vandt igen med fire mål mod DS-hold.
Lolland-Falster Alliancen har på papiret haft nemme opgaver i de to træningskampe mod DS-holdene, Frem Sakskøbing og Svebølle, og begge er blevet løst med resultater, der fortæller om den forventede niveauforskel.
Onsdag aften i to-tre graders frost og en bidende vind på tværs af kunststofbanen i Kohaven gik det ud over Svebølle. Uden at spille prangende vandt “bjørnene” alligevel stensikkert 4-0 på to scoringer i hver halvleg.
- Vi havde chancer til flere scoringer, men fire mål er godkendt på en dag, hvor vi nok var i kontrol men aldrig fik rigtig rytme i spillet, sagde Jesper Tollefsen.