De tætte kampe mod Bate Borisov og Rosenborg har været med til at styrke FCK i Superligaen, mener FCK-træner Ståle Solbakken.
Selv om FC København i foråret tabte på MCH Arena, er det efterhånden næsten tradition, at københavnerne vinder, når det virkelig gælder noget i Herning mod FC Midtjylland.
Lørdag eftermiddag slog Ståle Solbakkens mandskab til igen og vandt 3-0 over midtjyderne - uden de store problemer.
Og selv om FC København efterhånden vinder hver eneste kamp i Superligaen, kan Solbakken sagtens være både glad og stolt over en sejr i en topkamp i den nationale liga.
- Vi gik ind til en kamp mod en flok midtjyder, der ville komme mod os som gale, og så fik vi hurtigt fat i kampen. Vi spillede dem faktisk helt tynde ved begge vores mål i første halvleg, siger Solbakken.
- Det er jeg stolt over, og jeg glæder mig over, at vi for første gang i denne sæson holder nullet på udebane i Superligaen, fortæller Ståle Solbakken.
Træneren glædede sig efter kampen over sit holds mentale styrke.
- Uge efter uge spiller vi på et jævnt og højt niveau. Der skal nok komme formdyk, men de tætte europæiske kampe har nok givet os ekstra megen energi.
- Vi har haft problemer mod både Rosenborg og Bate Borisov, hvor vi alligevel har klaret os igennem, siger FCK-træneren, der kan se frem til endnu en europæisk udfordring, når mestrene onsdag aften møder græske Panathinaikos i Champions Leagues gruppespil.
- Det bliver en helt anderledes kamp dernede, og meget svært. Men på en god dag kan vi tage point dernede, lyder det fra Solbakken.
/ritzau/