Lucas Digne skal i fremtiden tørne ud for Everton i Premier League efter et mislykket ophold i Barcelona.
Premier League-klubben Everton har onsdag købt ind i FC Barcelona forud for den kommende Premier League-sæson.
Den blå Liverpool-klub har hentet venstrebacken Lucas Digne og udstyret ham med en femårig kontrakt.
Den 25-årige franskmand har siden skiftet fra AS Roma i sommeren 2016 haft svært ved at få spilletid FC Barcelona. Det kostede ham formentlig en plads i de franske verdensmestres VM-trup.
Før skiftet til Barcelona var han stort set fast mand i Frankrigs trup, men siden skiftet til den spanske storklub opnåede han kun spilletid i to betydende landskampe samt en række venskabskampe.
Selv føler Lucas Digne, at han er blevet en bedre spiller af at have spillet i Barcelona, selv om spilletiden har været begrænset.
- Jeg spillede godt i Roma, og jeg gjorde det også godt i Barcelona. Jeg tog store skridt fremad som spiller og person ved at træne med de bedste spillere i verden.
- Nu vil jeg vise mig frem for min bedste side i den bedste liga i verden, siger Digne ifølge Evertons hjemmeside.
Engelske medier skriver, at overgangssummen er cirka 150 millioner kroner. Tidligere i karrieren har han også spillet for Paris Saint-Germain og Lille i Frankrig.
Lucas Digne har i øvrigt danskeren Mikkel Beck som sin agent.