FC Nordsjællands anfører Nicolai Stokholm mener, holdet har hævet niveauet, når det virkelig gjaldt.
FC Nordsjælland havde indtil for en uge siden ikke vundet to kampe i træk i hele sæsonen. Men i den seneste uge har holdet vundet tre kampe i træk, heriblandt søndagens pokalfinale over FC Midtjylland.
Nicolai Stokholm mener, det har været en blandet sæson, men holdet har vigtigst af alt hævet niveauet, når det virkelig gjaldt.
- Det har været kendetegnende for denne sæson, at når vi skulle præstere, så har vi præsteret. Vi har desværre trukket den alt for længe i Superligaen,
- Vi har tabt nogle kampe til hold, vi har ligget og kæmpet om nedrykning mod. Det er sket på håbløse tidspunkter, erkender Nicolai Stokholm.
Det er i den forgangne uge - ud over pokalfinalesejren over FCM - blevet til to uhyre vigtige sejre i Superligaen, som er tæt på at sikre holdet endnu en sæson i den bedste danske række.
- Nu har vi haft en fantastisk uge med tre sejre, som har givet os en pokaltitel og har givet os noget luft i Superligaen. Men det er ikke afgjort endnu, understreger Stokholm.
FCN-anføreren mener, at holdets unge spillere er trådt i karakter på det seneste, og det har været med til at løfte hele truppen.
- Det har været en sæson, hvor vi har haft kniven for struben mange gange og ikke formået at lukke det. Denne uge har vist, hvad vi er bygget af i Nordsjælland.
- Selv om det er nogle unge gutter, så er det nogle mandfolk. Der er blevet præsteret på et højt niveau, fastslår Stokholm.
/ritzau/