Han rystede lidt på hånden undervejs, men til sidst endte det med en nogenlunde sikker sejr til Roger Federer fredag aften ved tennisturneringen French Open i Paris.
Schweizeren vandt i tredje runde 6-3, 4-6, 6-2, 7-5 over franskmanden Nicolas Mahut, som især i andet sæt bød på uventet hård modstand.
Federer, som vandt French Open i 2009, holder dermed kursen mod det forventede semifinalemøde med topseedede Novak Djokovic.
Roger Federer besejrede den stærke serber i sidste års semifinale.
Først skal Roger Federer dog vinde over belgieren David Goffin i fjerde runde, hvorefter enten argentineren Juan Martin del Potro eller tjekken Tomás Berdych venter i kvartfinalen.
David Goffin er den helt store overraskelse ved den franske grand slam-turnering, eftersom han røg ud i kvalifikationen og kun kom med på et afbud.
Nu er han blandt de 16 bedste spillere i turneringen.
/ritzau/