Sverige var foran med 1-0 mod Finland, men blev ydmyget med et nederlag på 1-6 i VM-finalen.
Finland satte magtforholdet i Skandinavien på plads, da finnerne søndag slog Sverige med 6-1 i finalen ved VM i ishockey.
De nykårede verdensmestre scorede hele fem gange i tredje periode, og dermed endte finalen som en ydmygelse af svenskerne.
Petteri Nokelainen og Niko Kapanens mål til 2-1 og 3-1 i begyndelsen slog pusten ud af svenskerne, der måske havde haft på fornemmelsen, at de kort forinden var på vej mod et godt resultat.
Sverige var nemlig foran med 1-0, da Finlands topscorer Jarkko Immonen med syv sekunder tilbage af anden periode udnyttede et finsk powerplay til at udligne til 1-1.
Immonen nåede med sin finalescoring op på sammenlagt ni VM-scoringer og blev dermed topscorer.
Kampen blev indledt med to afventende hold, og der skulle gå en halv time før Sverige åbnede målscoringen ved Magnus Paajarvi. Mere havde svenskerne ikke at byde på mod et finsk mandskab, der blev bedre og bedre som minutter gik.
Finland vandt senest VM-titlen i 1996.
Tidligere søndag vandt Tjekkiet bronzekampen mod Rusland med 7-4.
Danmark sluttede som nummer 11 ved VM-turneringen, der blev spillet i Slovakiet.
/ritzau/