Team Saxo Banks Fränk Schleck vil køre Post Danmark Rundt, som afvikles i begyndelsen af næste måned. Men Bjarne Riis' hold er allerede udtaget.
En af de største stjerner på Bjarne Riis' cykelhold er Fränk Schleck, og Andy Schlecks storebror vil gerne køre med ved Post Danmark Rundt i begyndelsen af næste måned.
- Jeg synes, det er et godt løb, og derfor vil jeg gerne køre det, siger Fränk Schleck til TV2 Sporten.
Fränk Schleck styrtede voldsomt på tredje etape af årets Tour de France og måtte udgå af løbet. Blandt andet brækkede han kravebenet ved styrtet, som skete på brosten.
- Hvis alt går godt, og kravebenet går, som jeg forventer det gør, så vil jeg gerne køre, siger Fränk Schleck.
Det eneste problem for Fränk Schleck er, at Team Saxo Banks hold til løbet allerede er udtaget. Derfor skal han først have en samtale med Bjarne Riis om mulighederne for at deltage alligevel.
Post Danmark køres fra den 4. til den 8. august.
/ritzau/