Tour de France-favoritten Chris Froome snuppede både etapesejr og den gule førertrøje, da han lørdag vandt 8. etape, hvor det sluttede på toppen af Ax 3 Domaines.
- Jeg kunne ikke være mere glad, siger Froome, som blandt andet satte Saxo-Tinkoff-kaptajnen Alberto Contador med 1,45 minutter.
- Mit hold har gjort det fantastisk i den første uge og bragt mig sikkert frem til den første rigtige bjergetape.
- Det var dejligt at betale tilbage, og det kunne bare ikke være bedre. Richie (holdkammeraten Richie Porte, red.) blev toer på etapen, så det var fantastisk for os.
- Dette var den første rigtige duel i bjergene. Jeg kunne ikke have bedt om mere, siger Froome, der sidste år blev samlet nummer to.
Porte er ligeledes toer i den samlede stilling - 51 sekunder efter Froome. Contador er samlet nummer syv - 1,51 minutter efter lørdagens sejrherre.
Jakob Fuglsang, der er Astanas klassementshåb, er på en samlet 17.-plads. Danskeren er 3,27 minutter efter den førende brite. Han blev sat med 2,34 minutter på lørdagens etape.
Søndag venter endnu en udfordrende bjergetape i Pyrenæerne.
/ritzau/