Edvald Boasson Hagens tvungne farvel til Tour de France er en stor svækkelse af Chris Froomes Sky-mandskab.
Det fastslår Froomes faste støtte Richie Porte før starten på 13. etape.
- Vi har mistet Eddie, og det er ikke godt for os.
- Eddie er en af de mest alsidige ryttere i feltet, måske den mest alsidige. Det er slemt at miste ham, og vi har også mistet Vasil Kiryienka. Vi har virkelig mistet noget kraft, siger Richie Porte.
I dag og lørdag gælder det om at komme så skånsomt gennem dagene, indtil det begynder at gå opad på i alperne på søndag.
- Vi kommer nærmere og nærmere på, og det handler bare om at komme igennem de her etaper og undgå styrt. Nu må bjergene godt komme, siger Porte, der oplyser, at han føler sig godt tilpas.
Chris Froome har i den gule førertrøje et forspring på tre minutter og 25 sekunder ned til sin nærmeste forfølger, Alejandro Valverde (Movistar).
Edvald Boasson Hagen har fået et brud på det ene skulderblad efter et styrt på 12. etape. Nordmanden har forladt Touren og er rejst hjem til Norge.
/ritzau/