Peter Gade vinder endnu en DM-titel. Han bliver med søndagens titel den mest vindende nogensinde.
Det voldte ikke nogen problemer for Peter Gade, da han søndag skrev badmintonhistorie ved at vinde det danske mesterskab i herresingle.
Danmarks bedste herresingle vandt på mindre end en halv time DM-finalen over Rune Ulsing med 21-12, 21-4.
Dermed har Peter Gade vundet 10 danske mestertitler, og den bedrift har ingen anden tidligere præsteret. Indtil søndagens titel delte Gade titlen som mest vindende med Morten Frost, der i sin tid vandt ni titler.
Peter Gades vej til mesterskabet i år blev ikke gjort vanskeligere af, at en af hans formodet værste konkurrenter, Jan Ø. Jørgensen, måtte melde afbud til turneringen.
Rune Ulsing var reelt kun med i finalen frem til stillingen 3-3 i første sæt. Herfra var Peter Gade fuldstændig suveræn.
/ritzau/