Thorbjørn Olesen, Anders Hansen og Andreas Hartø fik onsdag en fremragende start på Commercial Bank Qatar Masters på European Tour.
De tre danskere åbnede turneringen i Doha med en runde i 68 slag - fire under banens par - og indtager efter førstedagen en delt 11.-plads.
Trioen har de næste dage gode muligheder for at spille sig længere op i feltet, der føres an af Ricardo Santos fra Portugal. Santos brugte 65 slag på at gennemføre sin åbningsrunde.
Thorbjørn Olesen, der i sidste uge blev nummer to i Abu Dhabi, gik en fejlfri runde - fire birdier krydret med 14 huller i par.
Anders Hansen havde fem birdier og en enkelt bogey, mens Andreas Hartø havde seks birdier og to bogeyer på sit scorekort.
Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen åbnede turneringen i Qatar med en runde i 72 slag, mens Joachim B. Hansen brugte et enkelt slag mere og er nummer 96.
/ritzau/