Annonce
Sport

Hattrick i vildt comeback sender Tottenham i CL-finale

Lucas Moura blev Tottenham-helt med hattrick. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix

Tottenham var bagud med 0-3 samlet mod Ajax, men Lucas Moura sendte holdet i CL-finalen med tre mål.

For første gang nogen sinde er Tottenham klar til finalen i Europas største klubturnering.

1. juni er London-klubben altså den ene part i Champions League-finalen, hvor Liverpool er modstanderen.

Tottenham banede sig vej til finalen med et vanvittigt comeback, der duftede en smule af det, som Liverpool tirsdag leverede mod Barcelona, hvor 0-3 fra det første opgør blev vendt til samlet sejr på 4-3.

Onsdag var Tottenham bagud med 0-2 og dermed 0-3 sammenlagt, inden comebacket blev stablet på benene i anden halvleg, hvor Lucas Moura scorede hattrick.

Med Christian Eriksen på banen i hele kampen udlignede Tottenham til 3-3 sammenlagt og gik videre på reglen om flest scorede mål på udebane.

To danskere var i startopstillingen for Ajax. Lasse Schönes tilstedeværelse på midtbanen var ventet, mens Kasper Dolbergs ditto i angrebet var overraskende.

Han var da også tiltænkt en plads på bænken, men David Neres' skade under opvarmningen banede vej for den blonde dansker. Både Dolberg og Schöne blev skiftet ud i anden halvleg.

Første halvleg var endnu en pragtpræstation af Ajax, som de færreste havde regnet med skulle spille en stor rolle i turneringen.

Først vendte Ajax et hjemmenederlag på 1-2 til samlet sejr på 5-3 over Real Madrid i ottendedelsfinalen, og i kvartfinalen blev Juventus sendt ud - ligeledes med en sejr på fremmed græs.

I kvartfinalen blev forsvarsspilleren Matthijs de Ligt den store helt, da han scorede det afgørende mål med hovedet mod Juventus, og onsdag aften brugte han samme legemsdel til at bringe Ajax foran.

Bare fire minutter var spillet, da holdkammerater tiltrak så meget opmærksomhed, at Matthijs de Ligt næsten udækket kunne stige til vejrs og heade Lasse Schönes hjørnesparksservering i nettet til 1-0.

Kampen var begyndt i et hidsigt tempo med Ajax som den mest toneangivende, men Tottenham kom også til muligheder.

Kort efter den første scoring var udligningen tæt på, da Son Heung-mins formodede indlæg ramte stolpen. Midtvejs i halvlegen blev sydkoreaneren spillet fri til en god chance, men afslutningen var for blodfattig.

Men Ajax var generelt bedst og understregede, at holdets succes langt fra er en tilfældighed. Efter 35 minutter blev det vist på smukkeste vis.

Donny van de Beek førte bolden frem fra midten af banen, afleverede til Dusan Tadic, der fandt Hakim Ziyech i feltets ene side. Ziyech trak lidt ind i banen og sendte med et fremragende spark bolden ind i modsatte side af målet.

Efter pausen angreb Tottenham aggressivt fra start, men det var et kontraangreb, der gav gevinst efter ti minutter. Lucas Moura var manden bag reduceringen, der gav engelsk håb.

Det lod til at ryste Ajax, for bare fire minutter senere blev der også udlignet.

Fernando Llorente misbrugte fra klos hold, men i det tætbefolkede felt, opsnappede Moura bolden og afdriblede flere Ajax-spillere, inden han scorede til 2-2.

Nu manglede Tottenham bare et enkelt mål, men Ajax kom mere til sig selv og var tæt på 3-2, da Ziyech ramte stolpen med godt ti minutter tilbage.

Den store Tottenham-chance skulle dog komme. Eriksen sparkede hjørnespark, og Jan Vertonghen headede på overliggeren efter 86 minutter.

Fem minutter blev lagt til, og da den var ved at rinde ud, skete det så. Moura var igen på spil og ved at fuldende sit hattrick skabte han eufori hos Tottenham, mens Ajax-spillerne kort efter kastede sig i græsset.

  • Champions League Semi Final Second Leg - Ajax Amsterdam v Tottenham Hotspur
    Lucas Moura blev Tottenham-helt med hattrick. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Annonce
Sport

Ljungquist med KO-sejr i eget stævne

Boksning

18-årige Cecilie overbeviste

Annonce
Annonce
Knuthenborg

I overskud i København: Nu får Knuthenborg glæde af dem

Sport

Ljungquist med KO-sejr i eget stævne

Sport

Keeper reddede Nykøbing FC kort før tid

Boksning

18-årige Cecilie overbeviste

Guldborgsund

Øretæver i luften: Kærestestrid endte galt

Guldborgsund

Kendt bageri skifter navn: Det skal det hedde

Lolland

Festivaltriumf på Lolland: Billetsalget boomer

Lokal nyt

Advarer før pinsen: Tænk jer om

Indland

Jagtulykke koster 53-årig mand livet

Vejret

Weekenden bliver varm men slutter for en landsdel med byger

Lokal nyt

Efter lønfusk for millioner: Bemærkelsesværdig ændring møder kritik

Sport

Sendte pædagogerne op i det røde felt: Nu har han fået 3-årig kontrakt

Skole

Sidste skoledag uden fadæser: Fans, karameller og love

Lolland

Lokale museer er lettede over ny reform: Mister ikke tilskud

112

Anklager vil have betjent straffet for udrykning med 200 km/t

Annonce
Annonce
Sport

Flere tusinde børn indtager byen: - Det er rekord i år

Indland

Sort røg: Brand hos Novo Nordisk kan ses på 30 kms afstand

Indland

Ni ud af ti danskere modtog sireneadvarsel på mobilen

112

Tysker på afveje: Cyklede på Farøbroen

Rødby

Lukker Netto i en måned: Men giver kunderne unik mulighed

Udland

Kendt tryllekunstner beskyldes for seksuelle overgreb

Erhverv

Scandlines sætter passagerrekord - men resultatet falder