Annonce
Sport

Holten vil rejse sig fra OL-knytnæve: Bør stadig vinde

René Holten Møller betegnede det som en lille sejr, da han i onsdagens finale i 1000 meter enerkajak ved European Games sluttede som nummer fire. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

René Holten Poulsen halter lidt efter de bedste i enerkajakken, selv om han føler, at han har alle forudsætninger for stadig at være feltets bedste.

Danmarks bedste kajakroer det seneste tiår befinder sig et frustrerende sted i karrieren.

Engang tog René Holten Poulsen podiepladser efter behag og var utilfreds med andenpladser. Nu er han tre-fire sekunder langsommere end de bedste i finalerne i 1000 meter enerkajak som ved den seneste World Cup i juni.

I denne uge deltog han i European Games, og onsdag blev det til en fjerdeplads i finalen på 1000 meter, hvor han var tre sekunder efter vinderen. Ganske atypisk for Holten betegnede han det som en "lille sejr".

- Jeg knyttede næven, for denne gang var jeg med i løbet de første 800 meter og lå endda til en medalje. Det er et skridt på vejen for mig, jeg har rykket mig mentalt de seneste par dage, siger Holten.

Han har haft svært ved at forstå, at han ikke laver bedre resultater. Han mener, at han mindst lige så god, som da han i 2015 gik fra sejr til sejr og også blev verdensmester. Fysisk føler han sig bedst i hele feltet.

- Intet rationelt siger, at jeg ikke skulle kunne kæmpe med helt fremme igen. Jeg ved godt, at jeg ikke er 26 år længere. Jeg er 30, men det er ikke gammelt.

- Mine fysiske test siger, at jeg kan det samme. Jeg er måske endda to-tre procent bedre end i 2015, og jeg ror de samme tider til træning nu som dengang. Jeg får det bare ikke ud i konkurrencerne, siger Holten.

Han forsøger at knække koden til at komme tilbage.

- Det irriterer mig, at det ikke fungerer. Jeg kigger på de forskellige parametre. Der er den fysiske del, konkurrence-mindset, det mentale og så det derhjemme omkring dig.

- Jeg vender det hele. Hvad sker der, hvis jeg spiser en kage nu? Skal jeg gøre sådan her i stedet, fordi jeg er blevet ældre? Jeg leder stadig efter svarene for at finde mit gamle konkurrencetempo.

- Det handler ikke om, at de andre er blevet hurtigere, end jeg var i 2015. De er faktisk langsommere, siger Holten.

Man skal tilbage til sommeren 2016 for at finde nedturens begyndelse. Som beskrevet var Holten suveræn i 2015 og frem til OL året efter, som skulle være karrierens kulmination.

Sådan gik det bare slet ikke. Guldambitionen blev vekslet til en flad sjetteplads for den forsvarende verdensmester på 1000 meter.

- Jeg havde vel misset podiet tre-fire gange ud af 25 i årene op til OL. Og så gik alt bare galt, lige når det ikke måtte. Det var en kæmpe knytnæve i ansigtet. Det var sindssygt svært og fyldte rigtig meget.

Han mener dog ikke, at det er knytnæven fra dengang, der fortsat spøger mentalt i konkurrencerne.

- Det føler jeg ikke. Men det tog lang tid at bearbejde. Næsten to år. Jeg havde det vel først helt ude af kroppen sidste forår.

Holten vandt OL-sølv i toerkajak med Kim Wraa som blot 19-årig, men siden har han ikke været bedste ven med verdens største sportsbegivenhed.

- Sjettepladsen fra Rio skal ikke være mit sidste aftryk på OL. Jeg stopper ikke på denne måde, men når jeg er tilfreds, og det er jeg først, når jeg ror på det niveau, jeg ved, jeg kan. OL-guld er det, jeg allerhelst vil opnå.

Han følte sig latterliggjort i offentligheden efter det seneste OL, hvor han forklarede den pauvre placering med, at han fik græs på spidsen af pagajen og var sygdomsramt.

- Jeg blev spurgt til en forklaring og gav bare fakta. Det blev tolket som dårlige undskyldninger, men jeg har lært, at der er mange holdninger til min person, siger Holten.

- I Danmark er det generelt sådan, at hvis man siger sin mening, føler folk ret til at tage pis på én. Jeg kunne også vælge at sige noget kedeligt som andre.

- Men det blev også hypet dengang, fordi det var OL. Ingen lagde mærke til, at jeg tabte pagajen til VM sidste år. Vi får kun eksponering hvert fjerde år ved OL, og det er ærgerligt. Kajak er også en fed sport uden for OL.

Han medgiver dog, at roerne også selv er med til at puste OL op til at være markant større end alt andet. Det er da også et altoverskyggende mål at hente OL-billetten, når VM afvikles fra 21. til 25. august i Ungarn.

  • Minsk 2019 European Games
    René Holten Møller betegnede det som en lille sejr, da han i onsdagens finale i 1000 meter enerkajak ved European Games sluttede som nummer fire. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Annonce
Sport

Slagen NFC-spiller: - Det er en hård omgang

Sport

Efter tre nederlag i træk: - Vi tager til Roskilde for at få noget med hjem

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Lokale projekter får millioner fra fond: - Vi er meget glade og beærede

Vejret

Nu er sommeren her: Så varmt bliver det på LF

Lokal nyt

Glad formand: - Det er noget, jeg virkelig har kæmpet for i mange år

Indland

Danmark skal gøre kræftkampen kunstigt intelligent

Maribo

Renoveringskapløb: Flere huse ramt af råd

Sport

Slagen NFC-spiller: - Det er en hård omgang

Sport

Nye tørre tæsk til chanceløse Nykøbing FC

112

Bagagen lugtede mistænkeligt - og det var der en grund til

Guldborgsund

Nyt samarbejde? Kan ikke sige så meget konkret endnu

Lokal nyt

Ny aftale sikrer over to milliarder kroner mere til sundhed

112

Brand i Næstved sender ikke længere røg ind over beboelsesområde

Guldborgsund

Frank fra Kastaniegaarden til topmøde

Lolland

Kommunalt forslag betyder store udgifter for husejere

Guldborgsund

Simon Hansen ser tabte forældre

Guldborgsund

Holger Schou er pissehamrende stolt

Annonce
Annonce
Nordfalster

- Jeg bliver så harm over, at det bliver ødelagt for dem, der gør noget for andre

Maribo

Karen Margrethe druknede i vandmasserne

Lolland

Jørgen har været med hver gang siden 1974: - Det er svært at stoppe

Sport

Efter tre nederlag i træk: - Vi tager til Roskilde for at få noget med hjem

Guldborgsund

Brobyggeri når milepæl - og det kan bilisterne glæde sig over

Lolland

Skybrud kan ramme folkemøde: Vi har beredskabet klar

Lolland

Dansk tv-kendis: Sydhavsøerne har det hele