Den sidste spænding om de danske OL-deltagere i badminton er afløst af rene fakta, efter at Badminton Danmark har sat navne på de danske deltagere.
Tidligere på sæsonen har der været spænding om, hvorvidt Hans-Kristian Vittinghus eller Jan Ø. Jørgensen skulle følge Peter Gade i herresingle. Den duel vandt Jan Ø. Jørgensen.
Jørgensen ligger nummer 13 på verdensranglisten, mens Vittinghus ligger nummer 16.
I en pressemeddelelse fra Badminton Danmark hedder det:
- Det blev den erfarne Peter Gade og Jan Østergaard Jørgensen, som den sportslige ledelse efter en nøje gennemgang besluttede at indstille, mens Hans-Kristian Vittinghus må blive hjemme og se tilbage på en meget fin sæson, der i høj grad gjorde ham OL-aktuel.
Der har ligeledes været spænding omkring Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, som begge har kvalificeret sig i damedouble og mixeddouble.
Forbundet har trods et tæt program besluttet, at de to spillere kan stille op i begge discipliner.
Her er det danske hold:
Herresingle
Peter Høeg Gade
Jan Østergaard Jørgensen
Damesingle:
Tine Baun
Herredouble:
Carsten Mogensen
Mathias Boe
Damedouble:
Kamilla Rytter Juhl
Christinna Pedersen
Mixeddouble:
Joachim Fischer Nielsen
Christinna Pedersen
Thomas Laybourn
Kamilla Rytter Juhl
/ritzau/