Jan Pytlick forlænger sin kontrakt som landstræner for kvindelandsholdet i håndbold til og med 2015.
Jan Pytlicks dage som landstræner for kvindelandsholdet i håndbold er talte, men der er stadig et par år til, at han stopper.
Landstræneren, som i øjeblikket er i gang med et VM i Brasilien, forlænger sin kontrakt med Dansk Håndbold Forbund til 31. december 2015.
- Jeg kan definitivt sige, at det er min sidste kontrakt med DHF på damesiden, siger Jan Pytlick, der således får VM på hjemmebane i 2015 med.
Han ser frem til at arbejde videre med landsholdet, som han overtog efter fiaskoen ved EM i 2006, hvor Danmark kun blev nummer 11.
- Jeg er glad for at få muligheden for at arbejde videre med det her og ser store perspektiver med holdet og de talenter, der er på vej.
- Vi skal vinde medaljer igen, siger han.
Jan Pytlick har i sin nye kontrakt fået indføjet muligheden for at træne et hold uden for landets grænser ved siden af jobbet som landstræner.
- Jeg vil gerne ud at have inspiration et andet sted, siger Jan Pytlick, som dog ingen aktuelle tilbud har på hånden i den retning.
Det fremgår også af kontrakten, at begge parter har mulighed for at komme ud af aftalen inden dens udløb.
Assistenttræner Kim Jensen har indtil videre kun kontrakt indtil 31. december 2012. han har ikke meget at sige lige nu om sine fremtidsplaner og muligheden for at forlænge.
- Jeg vil gerne fokusere på det her mesterskab i Brasilien, som vi er i gang med nu, siger han.
/ritzau/