En 23-årig mand fra Kasakhstan skal ifølge Wales Online fremover finde spillere til Premier League-klubben Cardiff City.
Det er den overraskende udvikling i Andreas Cornelius' klub, efter at den malaysiske klubejer, Vincent Tan, har sendt den hidtil ansvarlige for spillerindkøb, Iain Moody, på orlov.
Han var med til at få danskeren til klubben i sommer.
Wales Online beretter om, at Vincent Tan meget overraskende har indsat den unge Alisher Apsalyamov i stillingen.
Den 23-årige kasakher har arbejdet i klubben siden februar, men hans største kvalitet er angiveligt, at han er en ven af Vincent Tans søn.
Alisher Apsalyamov har hidtil arbejdet som assistent for Cardiff-direktøren Simon Lim.
Fyringen af Iain Moody ventes at skabe frustrationer hos Cardiff-manager Malky Mackay, som hos visse bookmakere nu er favorit til at blive den næste manager, der stopper i sin klub.
Malky Mackay har endnu ikke kommenteret på sagen.
Oprykkerklubben Cardiff ligger nummer 14 i Premier League med otte point for syv kampe.
/ritzau/