Kim Brink er færdig i fodboldklubben Vejle Boldklub Kolding fra den næstbedste danske række.
Det meddeler klubben på sin hjemmeside.
- Kim Brink har været super at have om bord, men nu starter en ny rejse, hvor vi må prioritere omkostninger i forhold til indtægter, siger Vejle Boldklub Koldings bestyrelsesformand, Lars Skou.
- Dette medfører også en anden arbejdsfordeling, hvor mange opgaver skal løftes af færre. Men Kims engagement og faglighed i selskabet har været unik, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke fremover, siger formanden.
Kim Brink blev i januar indsat som cheftræner i Vejle Boldklub Kolding, sideløbende med at han var direktør i klubben.
Med en tredjeplads kiksede oprykningen til Superligaen akkurat for den ambitiøse klub.
/ritzau/