Simon Kjær og Palermo er fortsat med i kampen om en Champions League-plads. Sicilianerne vandt ude over Siena, men har fortsat to point op til Sampdoria.
Der er fortsat pæne chancer for, at Simon Kjær skal spille Champions League næste år, hvis han vælger at blive i sin italienske klub Palermo.
De lyserøde fra Sicilien vandt 2-1 på udebane mod bundholdet Siena, og dermed er holdet fortsat to point efter Sampdoria på den fjerdeplads, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen.
Samtidig er en anden af bejlerne til pladsen hægtet af. Juventus måtte skuffende nøjes med 1-1 mod Catania. Dermed er holdet røget ned på en syvendeplads i ligaen og skal kæmpe for overhovedet at få lov at spille europæisk næste år.
Lige nu står den sidste Europa League-plads til at gå til Napoli, som med en 2-1-sejr ude over Chievo rykkede op på sjettepladsen, et point foran Juventus.
Ligaen føres af Roma, men hvis Inter får point på udebane mod Lazio senere søndag, overtager de forsvarende mestre førstepladsen igen.
/ritzau/