Brøndbys Lasse Vigen Christensen er blevet kåret som månedens bedste spiller efter blot tre halvlege.
135 minutters spilletid. Mere skulle der ikke til, før den nye Brøndby-spiller Lasse Vigen Christensen havde markeret sig godt nok til at blive kåret som månedens spiller i Alka Superligaen.
Lørdag fik han Divisionsforeningens pris for juli, hvor han scorede fire gange i halvanden kamp.
I superligadebuten ude mod FC Nordsjælland scorede han i nederlaget på 2-3, og i søndags fulgte han op med et hattrick mod Lyngby.
Han blev skiftet ind fra anden halvlegs start og medvirkede markant, da Brøndby forvandlede 1-2 til sejr på 5-3.
Lasse Vigen glæder sig over den gode start i klubben, men vil ikke have æren alene.
- Det er kun takket være alle dem, der står i det her rum (spillerne, red) og fansene, at jeg har været i en position, så jeg kunne præstere fra start.
- Den (prisen, red,) giver jeg til holdet. Som ny spiller i en ny klub er det meget vigtigt, at man falder hurtigt til, og det har de alle sammen været rigtig gode til at hjælpe mig med, siger Vigen til Brøndbys hjemmeside.
De øvrige nominerede til månedens spiller var Jan Kliment fra Brøndby og FC Nordsjællands Ernest Asante.