Danmarks bedste herrespiller i tennis, Frederik Løchte Nielsen, får mandag aften en sjælden chance i en af turneringerne på ATP Touren.
Løchte, der ellers mest gør sig i double, er klar til hovedturneringen i Winston-Salem Open i North Carolina, USA, efter at han har slået sig igennem kvalifikationen med flere fornemme præstationer.
Danskeren er blot nummer 557 på verdensranglisten, men gjorde det i kvalifikationsfinalen af med amerikaneren Denis Kudla, der rangerer som nummer 104.
Løchte tabte ellers første sæt med 4-6, men i de to næste efterlod danskeren ingen tvivl om udfaldet og vandt 6-2, 6-0.
Det er første gang siden græsturneringen i Queen's Club i London i begyndelsen af juni, at Løchte når frem til hovedturneringen i en turnering på ATP Touren.
I første runde skal sidste års Wimbledon-triumfator i herredouble op imod spanieren Roberto Bautista Agut, der som nummer 66 ligger knap 500 pladser højere på verdensranglisten.
Også Caroline Wozniacki skal i aktion mandag amerikansk tid, når hun spiller første runde i WTA-turneringen i New Haven.
Wozniacki møder i første runde kineseren Peng Shuai, som hun for få dage siden slog klart i Cincinnati.
Danskeren har gode minder fra New Haven. Hun vandt turneringen fire år i træk fra 2008 til 2011.
Turneringerne spilles som optakt til årets sidste grand slam-turnering, US Open, der begynder om en uge.
/ritzau/